Prædikener

Her finder du prædikener fra kirkens præster. Sektionen opdateres løbende med nye tekster.

13. Sønd. Eft. Trin. Prædiken af Leif G. Christensen

 

Luk. 10, 23-27

 

 

Historien er jo enkel – og samtidig helt i særklasse, fordi den ikke er så let at ryste af sig.

Den stakkels døende, der møder sin redningsmand, får forbindet sine blødende sår, bliver båret af et  ridedyr, ført til et herberg, får betalt hele opholdet, helt uden at skulle nævne sit navn, uden at blive bedt om en underskrift. Manden bruger sin tid, sine penge, ja sætter sit eget liv på spil for at hjælpe – han gør det bare. Og det var en fremmed en sameritaner.

 

Jeg forestiller mig, at der er gået et sus af forargelse gennem forsamlingen af tilhørere. Sameritanerne var dybt foragtede dengang. Religionsfortyndere, som ikke ville anerkende de hellige skrifter – kun de 5 mosebøger og det endda i deres egen version. Dem havde de ikke andet end hån og foragt til overs for. Der var så dybt et had mellem sameritanere og jøder, som knap overgås af dagens forhold mellem jøder og palæstinensere.

 

Og hvad har den lokale præst i landsbyen ikke tænkt, da han hører sig selv gengivet som ham, der helt bevidst bevidst overser den overfaldne, der så himmelråbende har brug for hjælp. Og så på bekostning af en sameritaner, der om nogen viser sig at være en ægte ”Næste”. Hvorimod præsten og levitten tænker: Det klarer ”den næste”.

 

Der står at sameritaneren følte medynk: Et udtryk, der betyder at få ondt i maven, påstår Johannes Møllehave.  Da han så den halvdøde, gjorde det ondt helt ned i maven. Præsten og levitten følte ikke noget nogen steder.

 

Den engelske oversættelse for næste er ordet ”nabo”.

Jeg var en tur i New Zealand. Hvor jeg mødte en kollega, der fortalte mig at han havde en ældre dame 2 år efter et  ødelæggende jordskælv i Christchurch. De fleste blev hurtigt hjulpet, men damen havde endnu ikke fået strøm i huset. Hun levede i total mørke. Præsten havde en uddannelse som elektriker og efter et øjebliks elarbejde, havde han skaffet hende strøm i huset. MEN HVOR HAVDE HENDES NABOER VÆRET DE SIDSTE 2 ÅR?

Sådan ved vi vist godt alle, hvem der er vores ”naboer”!

 

Men findes der da nogen særlig kristen etik? Hvis der gør, er det kun det ene: Du skal elske din næste, som dig.

”Kristendommen udstyrer ikke den enkelte med en politisk eller etisk bedreviden.” siger Løgstrup.

 

En kristen må derimod argumentere for sin opfattelse på det ene og det andet etiske område som enhver anden – og med de argumenter, der må kunne godtages af den kristne såvel som den ikke-kristne.

Det fører til alt for megen utålelig godhedsindustri, når man vil sætte en særlig kristen etik i system. Det handler jo om at vise medynk – som i øvrigt betyder at få ondt i maven, og dens slags fornemmelser kan man ikke diktere. Men Guds fordring i Jesu forkyndelse var, at den enkelte i sine overvejelser ikke går ud fra egne velforståede interesser, men går ud fra, hvad der tjener den anden bedst.

Og hvem der er din næste, eller hvem du siger næste til, må du selv finde ud af. Men sandt er det, at vi jo næsten passerer forbi alverdens mennesker hver eneste dag. Lignelsen handler ikke blot om vort nærmiljø, eller vore egne.  Handelsaftaler, vareproduktion, valuta- og rentepolitik, forurening for blot at nævne nogle få områder virkelig overnationale områder, gør Jesu historie om den fremmede og dog nærværende næste, aktuel som aldrig før.

Man skal bare spørge sig selv: Hvad ville du selv have brug for, hvis du var i hans eller hendes situation – så ser man tydeligt, hvad et trængt menneske har brug for, og hvad man selv skal bidrage med.

Indlevelse og indføling med et andet menneske er vejen frem.

 

Sådan var Jesus altid så fantastisk enkel og dog så nærgående og konkret. Det handler ikke om, hvad de andre skal gøre. Men det handler om, hvad du og jeg er i grunden. Føler vi os mon som rige mennesker, fordi vi har overskud til at vise barmhjertighed, eller forblev vi de fattigste, fordi vi var fornærede og selvoptagne?

 

Hvad var det sameritaneren gjorde? Uden betænkning fulgte han hjertets lov. Han opfattede prompte, hvad situationen krævede af ham, selv i en for ham uventet situation. Og han var i modsætning til præsten og levitten, ikke så fastlåst i sine pligter og vaner, så han ikke kunne ændre på dem:

Til alle tider og i alle samfundslag og alle religioner finder vi mennesker som spontant, uden opdragelse og forpligtende lovgivning gør det indlysende: nemlig det som de selv kunne ønske, der blev gjort mod dem.

Sådan må vi alle finde en lykkelig sammenhæng mellem det at få, og det at give. Modtage og give fra sig. Den, som fuldender forholdet mellem at give og at få, bliver et lykkeligt menneske.

 

Der står i ny testamente, at Jesus indledte sin livsgerning med at blive døbt: Og der lød en røst fra Himlen: Denne er mit barn, den elskede, i ham har jeg velbehag.....

 Måske har du selv prøvet på egen krop og sjæl, hvad strenge love og regler kan gøre ved een. Måske blev der i dit barndomshjem stillet store krav til dig. En bydende far, en streng mor, der nok vidste at spare på de rosende bemærkninger, uanset hvor meget du anstrengte dig..

Bagefter da du skulle være fri og dig selv, mødte du blot nye krav, værkføreren, direktøren, der diktere disciplin og bød dig strenge ordrer. Og en dag blev du selv en af dem, der bød over andre, og du stillede de samme krav, som andre havde stillet til dig. For du troede ikke, at livet kan bygges på andet en pligter, krav og bud.

Fra den dag Paulus så pludselig mødte Jesus, blev han af sind og liv en anden. Hør selv hvad han skriver af et ærligt hjerte: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

Han blev løftet over i en anden virkelighed. Lovens strenge bud – blev til det at være elsket og holdt af.

 

 

Hvis man tænker nærmere over det, er det i grunden ikke svært at se Kristus i sameritaneren. Måske findes fortælleren personificeret i sameritaneren? Altså Ham, der altid stoppede op og hjalp den nødlidende. Selv de, som andre overså. Børnene, de smittebærende spedalske, de blinde, de sultne, de døende. Jesus afbrød sig selv, gang på gang, for at gøre det vigtigste man overhovedet kan med sit liv: At elske andre som sig selv. Jesus var en sand sameritaner.

Men Jesus finder vi også, som den overfaldne. Hvad mener jeg med det? Jo, han er overalt både den givende og den modtagende. Når vi mishandles og bliver slået på, så er han med os i hjælpeløsheden. Og når vi står i den hjælpende rolle med mulighed for at lindre andres nød, er det ham vi tjener --- eller går forbi. Sådan er det, at have Kristus, som sin Herre. Og det har jo et hvert døbt menneske. Vores Herre siger til os i dag: SE MENNESKET, MEDMENNESKET, SOM OM HAN ELLER HUN VAR DIG SELV – SÅ VED DU ALTID, HVAD DU SKAL GØRE.

”Men han ville retfærdiggøre sig”, hedder det om den lovkyndige, og det betød, at han helst ville smutte udenom. Men det handler jo heldigvis ikke om os?

 

 

Amen