Prædikener

Her finder du prædikener fra kirkens præster. Sektionen opdateres løbende med nye tekster.

Prædiken over Matt. 15, 21-28. 2. Søndag i fasten, holdt i Helligaandskirken den 12. marts 2017 v. Leif G. Christensen

Der er en duft af forår alle vegne – det holdt til gengæld også hårdt. Og vi trænger vist til det alle sammen - ovenpå på de sidste måneders vintermørke og kulde.

 

Der er en duft af forår i denne måneds navn: marts på vej mod påske, der indvarsler nye tider og livslysten spirekraft. Jeg ser evangeliet til i dag, som var det en forårsblomst med store halvåbne knopper, der langsomt er ved at eksplodere af nyt liv – knopper der ikke kan være i sig selv længere. Men som bare må folde sig ud – lade sig se.

 

Men hvad har det med teksten at gøre om den kanaanæiske kvinde og hendes syge barn? For mig at læse, er der en duft af uimodståeligt forår over teksten.

 

Er det mon den underfulde helbredelse?

Eller er det moderens hjerteskærende bøn for sit barn?

Eller Jesu ord til hende: Din tro er stor?, der giver duften af forår.

Eller er det en helt fjerde ting, som får evangelisten MATTÆUS til at fortælle denne beretning fra hverdagen som discipel sammen med mesteren Jesus.

 

Mattæus fortæller, at Jesus er taget til områderne omkring Tyrus og Sidon, To havnebyer ud mod middelhavet i det sydlige LIBANON. Hvad foretager Jesus sig mon her. Det fortælles ikke direkte. Men mit gæt er, at han er søgt væk fra kendte egne, fordi han er træt. Måske ikke vintertræt, men så træt af alt den leben, der altid var, hvor Vor Herre Jesus kom og gik. Det var hans opgave at fortælle om Guds rige – men selv en Guds mand kan blive træt. Nu er han altså kommet til egne udenfor sit normale terræn.

 

I dag er Jesus udensogns – formentlig for at få sig en fridag. Tyrus og Sidon, ingen kendte ansigter   -  fordi der kun levede hedninger.

 

Evangelisten skriver det ikke direkte. JESUS bliver overrasket. Han forregner sig, hvis man ellers kan sige det om Guds søn.  For herude blandt fremmede kommer en kanaanæiske (DVS ARABISK) kvinde.

Og Jesus lærte noget om mennesker den dag, at uanset hvem vi er, og hvor vi bor, så kan man finde forældre uanset hvor de bor og uanset hvilken religion de tilhører, med foldede hænder, hvis deres børn er bekymrende syge. Ligesom man altid finder fisk i vand, og tyveknægte i fængslet, så finder man forældre uanset på deres bedende knæ.

 

 

Og selvom JESUS ENDER OP MED AT HJÆLPE HENDE, fortæller evangeliet at det i første omgang holder hårdt. Højst overraskende er JESUS nemlig forbeholden for at hjælpe – vi kender ham slet ikke fra den side.

Evangelisten fortæller nemlig råt og usødet, hvordan JESUS faktisk afviser med den begrundelse, at hun er udlænding. Og det forfærdelige i hans afvisning er, at han i virkeligheden siger, at det at hjælpe hende, (hør godt efter), ville være det samme som at tage brødet ud af brødet på ens egne børn og give til en hund !

 

Jeg tror vist at JESUS her er på kant af alle konventioner?

 

Men kan det virkelig være rigtigt, at Jesus kalder et andet menneske for en hund? Er det ikke evanlisten, der ikke har hørt ordentlig efter. 

Han mente det ikke sådan, har nogen hævdet. Han stillede sig vel bare afvisende op for at afprøve hendes tro? Han optræder pædagogisk. Men hvis det er pædagogik, Jesus her bedriver, så var han en dårlig pædagog. Man begynder ikke at opdrage på folk i nød. Det er umenneskeligt og nyttesløst. Hun skal jo hjælpes for pokker, ville de fleste mene.

 

Men måske var JESUS og hans disciple opdragne til at tænke sådan. Så måske skulle vi hellere tage ham på ordet. (Og måske er det lige her, at datidens jødedom bliver til kristendom).

 

For måske er sandheden i virkeligheden den, at JESUS DELTE sit folks nationalistiske fordomme imod udlændinge. Og det afgørende er så, og det handler denne fortælling om, at han overvandt sine fordomme. Han lod sig overbevise. Han skifter mening.

 

Man kan vel godt acceptere en sådan udlægning, selv om Guds søn. Hvad historien så vil fortælle er, at det faktisk er denne kvinde, der får Jesus til at skifte mening, til at indse, at han var sendt også til andre Guds børn end til Israels hus!

 

”Sådan ved man vist aldrig, hvor meget man virkelig tror på noget, før ens indre sandheder eller løgne bliver til en sag om liv og død for én selv, eller én man står overfor.”

Jeg tror, at det er den erkendelse, som Jesus bliver sig selv fuld ud bevidst den dag i det fremmede:

 

At vise barmhjertighed har altid sin berettigelse….UANSET.

At vise ubarmhjertighed – kræver derimod en særdeles god forklaring. Vel og mærke en forklaring, der holder.

 

Og Jesus kunne ikke længere få sig selv til at lade hans himmelske fars barmhjertighed kun være for de få. Der er derimod en åben HIMMEL over os alle - uanset. Det var det, der gør gudstro til kristendom. 

 

Er det kun medlemmer af folkekirken, der kan få deres børn døbt. Eller er det kun betalende medlemmer, der kan blive begravet?

Skal de polske håndværkere, som betaler skat, også have børnepenge.

Skal de illegale flygtningen optage pladsen for danske hjemløse og have lov at sove på byens herberger?

Skal flygtningenes hjemlande fortsat have bistandshjælp, hvis de ikke vil tage modtage egne borgere?

Og hvordan kan vi forlange at fremmede skal blive som os, hvis vi ikke engang vil lade vores egne børn gå på de samme skoler som dem?

 

Der er nok at have en mening om. Og JA, og hvis der iblander sig nogle af vore fordomme,  overvinder vi dem kun ved at vedkende os dem.

Når Guds søn kunne blive klogere, så skal vi heller ikke skamme os ved at blive klogere. Derimod klær det et menneske, i mødet med andre menneskers behov, at tage sine egne meninger til revision.

Vi skal I dag ud og samle ind til Folkekirkens Nødhjælp……SULT –. Og man bliver da også lidt træt, når man igen hører om sultne i Afrika – og da især, når det for det meste skyldes stammekrige, dårlig planlægning og internt fordrevne.

Men en tom mave på et barn i Nigeria, Uganda og Sydsudan gør jo lige ondt på barnets mor – om det nu er Afrika eller i Brønshøj.

Jesus indså den dag, at intet andet bud er mere selvfølgeligt end næstekærlighed.

 

Men skal man være kristen for at mene det, nej nok ikke. Men der er så meget i den menneskelige natur, som stritter imod, når barmhjertigheden kræver os.

 

Jeg spørger igen, er det nødvendigt at være kristen for at være næstekærlig? Nej, nok ikke. Men måske er det alligevel enden på hans liv – som skal åbne vores hjerter.

 

Kvinden i historien i dag beder ikke om asyl, ligesom hun heller ikke beder om at blive jøde. Men hun indfanger hans lignelse om at hun er en hund og siger: ja, jesus jeg er, som du siger, en hund. Men ser du ikke, at jeg bare beder om det, der bliver til overs, når børnene har fået deres?

 

Hun vil altså ikke tage noget fra nogen, men bare spise, hvad der falder for næsen af hende – når nu hans vej har krydset hendes. Hun klarer det svære kunststykke, at blive hørt og så samtidig høre, hvad andre siger.

 

Hun er for mig at se et forbillede på, at selv om vi ikke har noget at komme MED, og selv om vi er et sted i livet, hvor kilderne er tørret ud, så nytter det noget at gøre modstand og stride også med Gud i troen på, at han er Uforanderlig god og at man ikke skal opgive håbet så let.

Som fædre og mødre, der kan blive bløde om hjertet, når de får deres ord igen, fra deres egne børn, sådan er Gud fyldt med barmhjertighed, så han kan bryde alle regler, endda sine egne, for at vise barmhjertighed.

 

Jeg har mødt mennesker, der har oplevet mirakler. Uforklarlige, overraskende selv for læger, spontane helbredelser, som det vist hedder. Men jeg har i den grad også oplevet, at mirakler er udeblevet. Men der går ikke noget skel mellem de helbredte, og dem, der prøvede at få Gud til at skifte mening, men tabte.

Det som gør mig mest ydmyg er nok dem, der midt i deres nød, kaster al deres sorg og kvide på Gud.

Jo, der er en duft af forår over denne tekst. Også selvom der er alt for meget krigsretorik over Europa i disse måneder. Så er der alligevel ingen der kan holde forårsknopperne tilbage, hvor mennesker kæmper for at holde de regide fordomme nede med al dens kulde.  

For selv er han det livets brød

hvem deraf vil æde,

skal indgå, trods synd og død

til vor herres glæde. Amen.