Prædikener

Her finder du prædikener fra kirkens præster. Sektionen opdateres løbende med nye tekster.

Prædiken til 2. s. e. påsken 2017 af Jens Fogh.

Salmer: 230, 434, 238, 664 — 168, 440, 663, 31

Evangelietekst: Johannesvangeliet 10, 11-16

 

Der bliver talt rigtig meget om ledelse i dag. Det er et rigtig modeord. Man går og hører ord som strategisk ledelse, værdibaseret ledelse, relationel ledelse, selvledelse, forandringsbaseret ledelse, demokratisk ledelse, Laissez-faire ledelse og så videre.

 

Og det er jo nok mange gode grunde til, at man taler så meget om det. Ledelse er vigtig. Og god ledelse kan betale sig.

Selvom det virker som om, at lønningerne til lederne er gået lidt amok, så er der jo også grunde til, at man betaler rigtig mange millioner for den rigtige leder.

 

I dag handler teksten så om Jesus som leder, Jesus som hyrde, Jesus som den gode hyrde.

 

Så hvad kendetegner den gode hyrde i dagens tekst? Hvad kendetegner Jesu ledelse? Der kan trækkes flere ting frem. Men der er to ting, jeg i første omgang gerne fremhæve: 1. Han kender dem han leder. 2. Han ofrer sig for dem han leder.

 

Skal Jesus så være vores ledelsesguru? Vores forbillede for hvordan en god leder er? Ligger der her og venter en bestseller med titlen: Jesus som leder. Sådan lærer du at lede ligesom Jesus – manden bag verdens største religion.

 

Hvis der er mange penge i ledelse, må der også være mange penge i at skrive en bog om ledelse. Det frister jo. Men inden jeg går i gang med den bestseller, så skal jeg måske overveje, om den gode hyrde også er den gode leder. Er Jesus virkelig et forbillede på den gode leder? Kan vi bruge Jesus som et forbillede?

 

Lad os se på den første ting: At Jesus kender sine får.

Det er vel ret entydigt, at det ville være fantastisk med en leder, der virkelig kender dem, han leder. Så det kan vi godt sætte tjek ved. Der må Jesus være et forbillede.

I den gammeltestamentlige læsning blev det også understreget, hvordan hyrden i den grad søger efter sine får og tager sig af dem efter deres behov. De kvæstede forbinder han, de syge styrker han, de stærke passer han på, så de bliver ved med at være stærke og ikke slider sig selv op. Alle leder han på den rette måde, alt efter hvem de er som personer, og hvor de er i deres liv.

 

Det er selvfølgelig et meget vanskeligt ideal at leve op til, og som man hele tiden kommer til kort overfor, men det er ikke desto mindre idealet. Et sundt forbillede som man kan lære af.

 

Men hvad med det andet. Hvad med en leder, der ofrer sig for dem, han skal lede?

 

Umiddelbart lyder det jo godt.

 

Men er det så det, vi skal gøre? Skal vi ofre os for hinanden? Er det det, den gode leder skal gøre? Skal han ofre sig for dem, han skal lede?

 

Det kan lyde godt, men jeg tror faktisk ikke, det er det, vi skal, eller det den gode leder skal.

 

Jeg tror faktisk ikke særlig meget på det her med at ofre sig. Jeg har ikke tænkt det her helt til ende, det har man nok med relativt få ting, hvis nogen overhovedet.

Jeg vil tillade mig selv at afprøve tanken, om det problematiske i at ofre sig.

 

Jeg tror ikke på ofret som sådan, men samtidig er der også noget virkeligt smukt i det. Noget af de smukkeste og mest berørende, som man kan opleve, det er, når mennesker ofrer sig for hinanden.

 

Hvorfor tror jeg så ikke på ofret som ideal og forbillede?

 

Jo, jeg tror, at det er sådan, at den man ofrer sig for, altid kommer til at stå i et skylds-forhold i forhold til én.

 

Jeg ved, at hvis jeg diskuterer et eller andet med nogen. Jeg vil gerne i teatret, og min ven vil gerne i biografen, og min ven så siger, ok jeg ofrer mig, vi kan godt gå i teatret.  Så har jeg ikke rigtig lyst til at tage imod det. For så ved jeg, at der er en regning at betale. Jeg kommer til at stå i et skyldsforhold, som jeg ikke har lyst til at stå i.

 

Det havde været noget andet, hvis min ven havde sagt, at han kunne mærke, at det var virkelig vigtigt for mig at se den forestilling, og at han derfor gerne vil gå med mig, så kan vi jo gå i biografen en anden gang. Det havde gerne taget imod.

 

Vi skal hjælpe hinanden, vi skal være generøse overfor hinanden, der skal vi, men vi skal ikke ofre vores liv for hinanden. For vi er ikke kun kærlighed. Vi kan ikke bære at ofre os i kærlighed. Jeg tror ikke, vi som en grundindstilling kan give alt for andre mennesker, uden vi bliver bitre af det. Uden at vi grundlæggende kommer til at se vores liv som et offer. Det bliver man netop til et offer af. Og offermentalitet det er der altså aldrig kommet noget godt ud af.

 

Der er noget med, at den der ofrer sig for den anden, også køber noget af den anden. Den anden købes til i et vist mål til at tilhøre de anden. Der opstår altså et stærkt afhængighedsforhold.

 

Jeg kommer til at tænke på en af de første scener i Les Miserable, hvor en biskop ofrer sig, eller rettere, han ofrer noget for hovedpersonen Jean Valjean. Jean Valjean er netop blevet løsladt efter 19 års fængsel, og som noget af det første stjæler han sølvtøj fra biskoppen, der ellers har givet ham både mad og nattely. Jean Valjean bliver fanget af politiet, men siger, at han har fået sølvtøjet af biskoppen. De fører ham tilbage til biskoppens hus. Biskoppen bekræfter Jean Valjeans løgn om, at han har fået sølvtøjet foræret, og så tilføjer biskoppen: ”Men du glemte de her to sølvlysestager.” Politiet går igen, og biskoppen siger så til Jean Valjean: "Du har nu en chance for at gøre noget helt andet med dit liv. "Jeg har købt din sjæl til Gud".

 

Biskoppen sætter altså Jean Valjean i et afhængighedsforhold. Han køber hans sjæl. Nu skal han gøre noget godt med sit liv. Derefter sender biskoppen Jean Valjean afsted.

 

Det interessante er, at biskoppen ikke køber Jean Valjeans sjæl til at tjene ham, eller til at tjene kirken. Nej, han siger: ”Jeg har købt din sjæl til Gud”. Altså biskoppen er vis nok til ikke at skabe et afhængighedsforhold mellem ham selv og Jean Valjean, men han skaber et afhængighedsforhold mellem Gud og Jean Valjean. ”Gud ejer nu din sjæl.” Det er stærke ord. Men det er egentlig det samme, der står i dagens evangelium om den gode hyrde.

 

Udover de to andre ting, som jeg allerede har nævnt, at den gode hyrde kender sine får, og han ofrer sig for dem, så står der også, at han ejer dem. Han er ikke daglejer, han er hyrden, der ejer fårene, og derfor kender han dem, og derforr ofre han sig for dem. Fordi han ejer dem.

 

Her ville min ledelsesbog bryde helt sammen.

 

Kapitel tre: Du skal eje dine medarbejdere. Den går ikke rigtig. Der røg bestselleren og de mange millioner. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt. Men den gode hyrde er ikke den gode leder.

 

For som teksten også slutter: Der skal blive én hyrde. Der er ikke mange hyrder, der er ikke mange ledere. Der er kun én. Og den hyrde er Kristus. Det er kun én, der er god, det er Gud, som Jesus selv sagde. Og Kristus er Gud, der ofrer sig for verden. Gud der giver sig selv for verden, og derigennem skaber han et afhængighedsforhold mellem sig selv og verden, mellem sig selv og os. Han ejer fårene. Han gør krav på os, han ejer os og vores liv, og han er den, der giver sit liv for os i kærlighed, og dermed sætter os fri til at gøre, det vi skal, det Gud har sat os til at gøre.

 

Måske er det også derfor, at scener fra virkeligheden og fra film, teater og litteraturen, som fx Les Miserable, hvor mennesker ofrer sig selv eller ofrer noget, gør så stort et indtryk på os, fordi vi derigennem ser et glimt af Kristus, af Gud selv.

 

Sådan at vi også ser, at vores sjæl er købt af Gud i kærlighed. Af den Gud, der elsker fårene og ofrer sig for dem. Amen.