Prædikener

Her finder du prædikener fra kirkens præster. Sektionen opdateres løbende med nye tekster.

3. s. i advent 2017. Af Jens Biegel-Fogh

SØNDAGENS TEKSTER:

Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8

For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Hellig
ånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80

 

PRÆDIKEN

Det er jo en pragtfuld tekst.

Prøv lige at høre denne fantastisk lysende sætning igen: Solopgangen fra det høje vil besøge os og lyse for os.

Og i brevet til menigheden Korinth, som jeg læste fra alteret før, skriver Paulus, om lyset der skal skinne frem.

 

Det er ved at være jul og lysene skinner.

Vi er jo allerede godt i gang med julefejringen.

Se ud på Strøget med alle de smukke lys og de lysende hjerter, alle de lysende forretninger, alle julemarkederne, og alle vores julefrokosterne og så videre og så videre.

Fejringen er godt i gang.

Og kirken er også selv godt i gang med julefejringen med julekoncerter, og vi har haft vores hyggelige julestue med æbleskiver og glögg og julepynt og juletoner fra flyglet, og i Natkirken bidrager vi også til julefesten, det har været julegudstjeneste med Hella Joof, Christmas carol sing a long med jule-punch efterfølgende og senest i fredags med en festlig julepopgudstjeneste med kor og band.

Det hele det lyser, og festen er i gang.

Det er alt sammen rigtig godt.

Som jeg ser det, er det kirken, når den på bedste måde taler ind i det, man kan kalde den folkelige julefejring, og dermed også er med til at fordybe julefejringen og kvalificerer den som en kristen højtid.

 

Men i dag er det 3. søndag i advent. I dag er vi i kirkeåret. Og kirkeåret er ikke specielt folkeligt, må man sige. Det er, som det er.

Kirkeårets utidighed kommer fx til udtryk, når man den 1. søndag i advent indleder det nye kirkeår med at synge: Vær velkommen Herrens år. Godt nok i kirkeårsudgaven. Men alligevel.

Og i kirkeåret er vi i dag i adventstiden, vi er ikke i gang med den søde juletid.

Adventstidens liturgiske farve er lilla, det er farven på den messehagel, jeg tager på om lidt ved nadveren, og det er farven på antependiet, altså det klæde som er svøbt rundt om alteret. Endnu et utidigt kirkeord.

Den lilla farve symboliserer bod, ånd, alvor og anger. Vi er i det mørke. Når det er netop den farve, som hører adventstiden til, så er det fordi, at kirkeårstanken er, at tiden op til jul skal bruges til bod og faste. Både sjæl og krop skal gøres klar til at tage imod julens budskab. Gør sig klar til at tage imod solopgangen fra det høje, og lyset der skal skinne frem, som vi hørte i teksterne.

 

Men når nu teksterne i dag handler om det her lys, som jeg indledte med at fremhæve, så er det vel meget naturligt at fejre julen hele december, er det ikke?

Men det er jo kun, hvis man læser teksterne meget overfladisk og selektivt, at der skinner et entydigt lys frem fra dem. Kigger man lidt nærmere efter, så er det på en ret mørk baggrund, at lyset skinner frem.

I Paulus´ brev til Menigheden i Korinth står der ikke bare, at lyset skinne frem, nej, der står: Af mørke, skal lyset skinne frem. Mørket er baggrunden, det er grundlaget. Det er med mørket som bagtæppe, at lyset skinner frem.

Hvad så med evangelieteksten, om solopgangen fra det høje der vil besøge os og skinne for os?  Ja, læser vi videre der, står der, at den vil lyse for alle os, der sidder i mørke og i dødens skygge.

Mørke og dødsskyggen er baggrunden for lyset.

 

Men er det ikke kirkens opgave at forkynde lyset, der kommer til verden i det lille Jesus-barn? Jo, selvfølgelig er det det. Vi har brug for det håb.

Men lyset skinner på baggrund af en mørk og forvirret verden, lyset skinner ind i vores liv med det mørke, lidelse og forvirring, der også er en del af det.

I kristendommen skinner lyset altid ind i det, vi kalder en falden verden, det er jo det syndefaldsmyten sætter ord på.

Det er den verden, vi lever i, og når vores liv er besværlige og hårde, så er det fordi livet også er sådan, så er det ikke nødvendigvis, fordi vi som individer gør noget forkert.

Det er bare sådan, det er i denne verden, og man må forsøge at forholde sig til det på bedst mulig måde og navigere i det.

 

Det skal måske lige siges her, at kristendommen, ikke ser verden som ren mørk og dunkel og dyster. Overhovedet ikke. Man har kaldt den type teologi, der ser verden som en stor jammerdal for venteværelsesteologi. Hvor jorden bare er et venteværelse, man må stå igennem så godt, som man nu kan, indtil man kan komme i himlen.

I den fortælling mangler selvfølgelig, at Gud skabte verden og at han så, at den var god, og at Guds godhed stadig er i skabelsen, selvom der var et fald, og hele fortællingen om lyset kom til verden, til vores verden og kommer til os i Kristus.

 

Men jeg tror, at det er en funktion for kirken at tale mørket og lidelsen og døden frem og give den lov til at være her. For de er her jo., og jeg tror, at det lys der skinner frem af mørket har en mere ægte og dybere kvalitet.

Men i vores oplyste verden, får de ikke altid lov til at være med den virkelighed de har.

Vi lever med lyset som baggrund, og hvis alt ikke er lyst, så er der noget galt med os, kan vi komme til at tænke. Og så kan vi komme til at fare forvildet rundt efter lyset, i stedet for at lade det komme til os. Det er jo det julen handler om, at lyset kommer til os i vores mørke.

 

Møn er som det første område i Norden blevet Dark Sky Certificeret. Det er de blevet af den internationale Dark-Sky Association der, som der står på nettet, arbejder for at bevare nattemørket og bekæmpe lysforurening, til glæde for stjernekiggere og alle levende væseners generelle sundhed.

Og videre kan man læse om "lysforurening", at det dækker over kunstigt lys, som forstyrrer og oplyser det naturlige nattelandskab og nattehimlen. Lysforurening forringer den naturlige dunkelhed og stjernernes lys.

 

Måske skulle kirken også søge om at blive mental Dark Sky certificeret, og på den måde søge at være et sted mod den mentale lysforurening, der forringer den naturlige dunkelhed, der er en del af livet. Et sted der bekæmper lysforurening til glæde for alle levende væsener, der gerne vil kunne se stjernerne.

 

Og egentlig er det jo ikke så uvant, heller ikke i den folkelige julefejring, det her med at lyset skinner på baggrund af mørket.

Det er jo sådan set dramaet i enhver julekalender.

Det er noget, der er blevet væk, en julestjerne eller en julemand, eller noget helt tredje.

Julekalendrene har på en måde forstået adventstiden.

Der er ikke meget lysende julefejring i en julekalender før til allersidst. Der er måske glimt af lys, men det er problemerne og mørket og magtbegæret og selvoptagetheden, der regerer i adventstiden.

Både i Tinkas Jul og Snefald (DR´s og TV2´s julekalender) er det de mørke kræfter, der har magten og overtaget lige nu, mens lyset og de gode, og dem der vil det fælles bedste må kæmpe.

Men vi ser julekalendernes drama med troen på, at lyset vinder over mørket.

 

Men måske er vi så bange for mørket i dag, fordi vi tænker, at vi skal være alene i det. Vi skal håndtere det alene. Måske er vi bange for det, fordi vi ganske enkelt mangler Gud.

 

Og så har vi brug for en Johannes Døber, der råber i vores ørken, at Gud besøger os i vores mørke.

Det må godt være her, det er en del af livet, ja, det kan tvinge os i knæ, men dermed kan det også tvinge os til at blive rejst op af en anden end os selv.

 

Mit ønske er, at vi må gå en jul i møde hvor lyset besøger os i vores mørke. Ikke som kunstig lysforurening, men som en klar stjerne, som et lille lysende skrøbeligt og stærkt Jesusbarn, der lyser midt i vores liv midt i vores verden. Amen.