Prædikener

Her finder du prædikener fra kirkens præster. Sektionen opdateres løbende med nye tekster.

15. s. e trin. 2017. Af Jens Fogh

Vi skal ikke bekymre os om vores liv.

Vi får at vide i dagens tekst, at vi ikke skal gøre os bekymringer.

Det er da virkelig et godt råd.

Det er da sjældent, man får noget særlig godt ud af at bekymre sig.

Og det er da heller ikke specielt sjovt at gå rundt og bekymre sig. Det er da meget rarere at være bekymringsløs.

Men spørgsmålet er: Kommer vi egentlig til at bekymre os mindre ved at få at vide, at vi ikke skal bekymre os?

Lader vi være med at tage ting tungt, hvis folk fortæller os, efter vi har fortalt om noget der går os på, noget som folk har sagt til os eller gjort mod os, der går os på og vi har svært ved at slippe, og personen, vi har fortalt det til siger: Det skal du ikke tage så tungt. Det skal du ikke bekymre dig om.

Bliver vi mindre bekymrede af det? Tager vi det mindre tungt så?

 

Nej, vel det hjælper ikke rigtig. I hver fald ikke for mig.

 

Det går faktisk helt modsat, tror jeg.

Det går sådan, at før havde jeg én bekymring, og det var slemt, men nu har jeg fået endnu en bekymring, nemlig at jeg bekymrer mig. Jeg burde ikke bekymre mig over det, kan jeg så tænke.

Og så kan man begynde at gøre sig en masse tanker og bekymringer om, hvordan det står galt til med én, hvordan man er sådan én, der bekymrer sig alt for meget.

Før havde jeg én bekymring, og nu har jeg så fået to.

 

Men det er jo ikke sådan, vi skal høre dagens evangelietekst. Den skal ikke give os en ekstra bekymring. Nej, teksten handler grundlæggende om Guds omsorg for os. Det er Gud som den omsorgsfulde fader, det handler om. Det er også det, den gammeltestamentlige tekst handler om. Regnbuen på himlen, som Gud sætter som et tegn på en pagt mellem ham og os mennesker, at han vil passe på os – eller i hvert fald ikke udrydde os. Ja, sådan var det i det Gamle Testemente.

 

Så dagens tekst er altså Guds omsorg for alle os bekymrede. Teksten er til de bekymrede. Den er omsorg for os bekymrede. Den er hjælp til os bekymrede.

 

Så skulle nogen af jer, der sidder her i dag ikke bekymre jer, så kan I roligt koble hjernen fra og tage på alle de mindtrips I vil, den tid den her prædiken tager. Eller man kan side og bladre lidt i salmebogen og måske undersøge, hvor mange gange der står Gud i de første ti salmer eller skrive en sms eller tjekke mails, eller gå ind på dr.dk og lige se, hvornår det nu er, den der nye dramaserie om tro og kirke på kommer i aften. De bekymringsløse er dagens tekst ikke til. Den er derimod omsorg for alle os bekymrede.

 

Og hvad fortæller Jesus os så, jo han fortæller, at Gud, vores himmelske fader, har omsorg for os.

Og hvordan vil Jesus have os til at opdage det, så det ikke bare bliver et godt råd uden nogen effekt?

Jo, han siger, at vi skal kigge på markens liljer og på himlens fugle. Se, hvordan de klarer sig, og se hvordan Gud sørger for dem. Helt uden at de bekymre sig om noget, får de hvad de har brug for.

 

Det er ret genialt, at han sætter fugle og liljer op som forbilleder. Jeg tænker, det er en del af Guds omsorg, at det er dem, vi skal sammenligne os med.

Han kunne også have fremmalet et eller andet billede på et bekymringsløst menneske, som vi skulle efterligne.

Men gjorde han det, så er vi i gang med at sammenligne os med en anden. Og hvis der er noget, der skaber bekymring, så er det sammenligning.

Men her er det liljerne på marken og himlens fugle, der er forbillederne.

 

Og det er det spor, jeg vil forfølge i den resterende del af min prædiken. Nemlig sammenligning. Og den bekymring der kommer af sammenligningen.

 

Teksten fra Paulus brev til galaterne er også inde på samme problematik. Paulus skriver, at man ikke skal vurdere sine handlinger i forhold til andre, men i forhold til den opgave, man selv har, og i forhold til den byrde, man selv har at bære. Man må gerne være stolt i forhold til sig selv, skriver han, men ikke i forhold til andre, for alle har forskellige opgaver og alle har forskellig byrde at bære.

 

Vi mennesker vi sammenligner jo os med hinanden i et væk. Vi forstår os selv i forhold til andre mennesker.

Jeg bor i Hellerup. Her har jeg boet et års tid efterhånden. Før det boede jeg i Valby.

Jeg løber fra tid til anden en tur nede på havnen. Og her løber jeg forbi mange meget store både, som jeg jo er latterligt langt fra nogensinde at komme i nærheden at kunne eje. Medmindre altså Præsteforeningen virkelig opper sig, når det kommer lønforhandlingsteknik og begynder at indføre nogle seriøse rockermetoder, eller man skulle måske sige Loyal to Familia-metoder.

Jeg tjener det samme, som jeg gjorde før, jeg flyttede til Hellerup, men jeg føler mig da helt klart fattigere i Hellerup, end jeg gjorde i Valby, hvor jeg synes, det økonomisk set kørte lidt bedre for mig.

Jeg har da også tænkt på, om jeg mon skulle snakket med provsten om, at der burde eksistere et Hellerup-tillæg. Vi kan jo ikke have, at jeg går rundt derude og føler mig fattig.

Eller måske skulle jeg bare tage en tur til Valby i ny og næ og føle min rigdom. Og måske endda fortælle nogle mennesker, at jeg faktisk bor i Hellerup.

 

Kirkegaard har en virkelig fin fortælling om sammenligning.

Den vil jeg gerne læse op her. Jeg overvejede at genfortælle den, men det er lidt ærgerligt at genfortælle noget Kierkegaard har skrevet, fordi han altid gør det bedre selv. Den er lidt lang, så læn jer godt tilbage:

Der var engang en Lilie, den stod paa et afsides Sted ved et lille rindende Vandløb, og var godt kjendt af nogle Nelder samt et Par andre Smaablomster der i Nærheden. Lilien var, efter Evangeliets sandfærdige Beskrivelse, deiligere paaklædt end Salomo i al hans Herlighed, derudover sorgløs og glad saa lang Dagen var. Umærkeligt og livsaligt gled Tiden hen, som det rindende Vand, der nynner og svinder. Men da skete det, at der en Dag kom en lille Fugl og besøgte Lilien, den kom igjen den næste Dag, blev da borte i flere Dage, indtil den atter kom igjen, hvilket Lilien syntes var besynderligt og uforklarligt, uforklarligt, at Fuglen ikke blev paa samme Sted, ligesom Smaablomsterne, besynderligt, at Fuglen kunde være saa lunefuld. Men som det saa ofte gaaer, saa gik det ogsaa Lilien, at den netop derfor forelskede sig mere og mere i Fuglen, fordi den var lunefuld.

Denne lille Fugl var en slem Fugl; istedenfor at sætte sig i Liliens Sted, istedenfor at glæde sig ved dens Deilighed og glæde sig med den i dens uskyldige Lyksalighed, vilde Fuglen gjøre sig vigtig, ved at føle sin Frihed, og ved at lade Lilien føle dens Bundethed. Og ikke blot dette, men den lille Fugl var tillige snaksagelig, og fortalte nu Løst og Fast, Sandt og Usandt om, hvorledes der paa andre Steder, i stor Mængde, var ganske anderledes pragtfulde Lilier, hvor der var en Fryd | og Munterhed, en Duft, en Farvepragt, en Fuglesang, som overgik al Beskrivelse. Saaledes fortalte Fuglen, og hver dens Fortælling endte gjerne med den for Lilien ydmygende Bemærkning, at den, i Sammenligning med saadan Herlighed, saae ud som Ingenting, ja at den var saa ubetydelig, at det var et Spørgsmaal, med hvad Ret den egentligen kunne kaldes en Lilie.

Saa blev Lilien bekymret, jo mere den hørte paa Fuglen, jo mere blev den bekymret; den sov ikke mere roligt om Natten og vaagnede ikke mere glad om Morgenen; den følte sig fængslet og bunden, den fandt Vandets Rislen kjedsommelig og Dagen lang. Den begyndte nu at beskæftige sig med sig selv og med sit Livs Vilkaar i Selvbekymring – saa lang Dagen var. »Det kan jo være godt nok«, sagde den til sig selv, »engang imellem, for en Afvexlings Skyld, at høre paa Bækkens Rislen, men Dag ud og Dag ind evigt at høre det Samme: det er dog altfor kjedeligt.« »Det kan maaske være behageligt nok«, sagde den til sig selv, »engang imellem at være paa et afsides Sted og eensom, men saaledes, hele Livet igjennem, at være glemt, at være uden Selskab eller i Selskab med Brændenelder, hvad der dog vel ikke er Selskab for en Lilie: det er ikke til at udholde.« »Og saa at see saa ringe ud, som jeg gjør«, sagde Lilien til sig selv, »at være saa ubetydelig, som den lille Fugl siger jeg er: o, hvorfor er jeg dog ikke bleven til paa et andet Sted, under andre Vilkaar, o, hvorfor er jeg dog ikke bleven en Keiserkrone!« Thi dette havde den lille Fugl fortalt den, at Keiserkronen var blandt alle Lilier anseet for den skjønneste, og var Gjenstand for alle andre Liliers Misundelse. Lilien mærkede desto værre nok, at Bekymringen tog paa den; men saa talte den fornuftig til sig selv; dog ikke saaledes fornuftigt, at den slog Bekymringen af Sinde, men saaledes, at den overbeviste sig selv om, at Bekymringen var rigtig; »thi«, sagde den, »mit Ønske er jo ikke noget ufornuftigt Ønske, jeg forlanger jo ikke det Umulige, at blive hvad jeg ikke er, en Fugl f. Ex., mit Ønske er blot at blive en pragtfuld Lilie, eller vel endog den pragtfuldeste.« |

Under alt Dette fløi den lille Fugl fra og til, med hvert dens Besøg og hver dens Adskillelse næredes Liliens Uro. Tilsidst fortroede den sig ganske til Fuglen. En Aftenstund aftalte de, at næste Morgen skulde der skee en Forandring, og gjøres en Ende paa Bekymringen. Næste Morgen tidlig kom den lille Fugl; med sit Næb huggede den Jordsmonnet bort fra Liliens Rod, at den saaledes kunde blive fri. Da dette var lykkedes, tog Fuglen Lilien under sin Vinge og fløi afsted. Bestemmelsen var nemlig den, at Fuglen skulde flyve med Lilien hen der, hvor de pragtfulde Lilier blomstrede; derpaa skulde Fuglen igjen være den behjælpelig i at blive plantet ned der, så det ved Stedets Forandring og den nye Omgivelse skulde lykkes Lilien, at blive en pragtfuld Lilie i Selskab med de mange, eller maaskee endog en Keiserkrone, misundt af alle de andre.

Ak, underveis visnede Lilien. Havde den bekymrede Lilie været nøiet med, at være Lilie, da var den ikke bleven bekymret; var den ikke bleven bekymret, saa var den bleven staaende hvor den stod – hvor den stod i al sin Deilighed; var den bleven staaende, da havde det netop været den Lilie, om hvilken Evangeliets Ord lyder: »betragt Lilien, jeg siger jer, at end ikke Salomo i al sin Herlighed var klædt som den.«

 

Lilien i dagens evangelietekst – ikke lilien i Kierkegaards fortælling - er altså pragtfuld, fordi den er, hvad den er skabt til at være.

På den måde er de forbilleder, de sammenligner sig nemlig ikke med andre. De er, hvad de er skabt til at være. Og derfor er de ubekymrede.

Og selvom de er forbilleder, så forsøger vi jo ikke at blive en blomst eller en fugl. Det ved vi godt ikke kan lade sig gøre. Og vi er vel heller ikke interesserede. Men de bliver altså positive forbilleder uden vi sammenligner os med dem og vil være dem.

 

Det er også vores opgave som skabninger at være det, hvad vi er skabt til at være.

I den kristne tro, er det jo det helt grundlæggende forhold, vi står i som mennesker. Vi er skabninger, vi er skabte, og vi har Gud som Far, og det er derfor, vi må have lov til at holde op med at bekymre os. Fordi vi ikke kan skabe os selv. Vi er så at sige sat i verden. Der er noget, vi skal være, og der er noget, vi skal gøre for nogen.

I det ligger der jo en kæmpe opgave, og at tage den opgave på sig at blive sig selv, det er den opgave, Gud stiller os. Og det er jo bestemt ikke enkelt, men vi behøver ikke leve i bekymring skabt af sammenligning med andre. For de andres opgave er ikke vores opgave. Medmindre vi altså er Gud, så er alle de andre vores opgave. Men er vi ikke Gud, så er vores opgave os selv, og det vi skal.

 

Dagens evangelium er ikke en selvhjælpsbog, der lover guld og grønne skove og bliv dig selv på 40 dage eller sådan noget. Det er en livslang opgave, og som teksten slutter af med: hver dag har nok i sin plage, eller som Paulus skriver: Enhver skal bære sin egen byrde. Det er altså ikke, fordi det vanskelige eller lidelsen tages ud af livet. Den bekymringsløshed, som Jesus taler om, er ikke et lidelsesfrit liv.

 

Det gode budskab er, at vi ikke skal bekymre os, for det der ikke er vores opgave at bekymre os. Vi skal være dem vi er, vi skal ikke spilde vores liv på bekymringer, ikke mindst skal vi ikke spilde vores liv på bekymring, der kommer af sammenligning.

 

 

Vi har som skabninger hver især vores opgave, og den opgave er en individuel hemmelighed eller et mysterium, der er mellem os og Gud. Og vores himmelske fader skal nok tage sig af os. Amen.