Hilsen fra præsten: Noget om pinse – FESTEN for Helligånden

Hilsen fra præsten: Noget om pinse – FESTEN for Helligånden

Hilsen fra præsten: Noget om pinse – FESTEN for Helligånden

# Nyheder

Hilsen fra præsten: Noget om pinse – FESTEN for Helligånden

Når jeg hver eneste dag går rundt i Indre Bys gader, tænker jeg tit på de berømtheder, som engang gav gaderne liv. Man bliver godt hjulpet på vej af gadenavne, mindeplader og nedfældede citater i byens brolægning.

I 1800-tallet var præsten og poeten N.F.S. Grundtvig en af dem, som fyldte i gaderne her i det gamle København. De fleste vil kende historien om Vartov ved Rådhuspladsen, hvor han endte med at være valgmenighedspræst til sin død i 1872.

Især nu hvor det bliver pinse, tænker jeg tit på Grundtvig. Pinsens salmedigter har man også kaldt ham. Han lader højtiden være et symbol på sommer, paradis og Guds kærlige Ånd - Helligaanden. Det er også Grundtvig, som i hans mest berømte pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen” har den smukke poetiske sætning, at ”Det ånder himmelsk over støvet”. Støvet er et andet ord for menneskelivet, men kan også være udtryk for byens støv, hvor vi bor og lever. Gaderne fremstår ikke lige præsentable. Men lige så vigtig er dog kærlighedens Ånd i vor by.

Når vi ringer med kirkeklokkerne til pinse, er det en hyldest til ”kærligheds og sandheds Ånd, jords og himmelsk hjertebånd”, som er et andet citat fra en anden af Grundtvigs pinsesalmer.

Interessant at tænke sig, at han gik rundt i vor bys gader og skabte den smukkeste poesi om Gud og mennesker i forening.

Den afdøde biskop Jan Lindhardt blev kendt for at opfordre os til at spise fisk til pinse og i øvrigt mødes i kærlig ånd med hinanden. Han vidste alt for godt, at uden mad og drikke, har vi danskere svært ved at få Ånden til at live op. Grundtvigs bidrag derimod til pinsen var altså de mange herlige pinsesalmer, som man jo oplever bedst ved at begive sig i kirke til højtiden. Måske for ligefrem at opleve, at ”det ånder himmelsk over Støvet”.  

Glædelig pinse!

Sognepræst Leif G. Christensen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed