Flygtningeskole og lægeklinik
Helligaandskirkens venskabsmenighed i Minyara i Libanon driver en skole for syriske flygtningebørn. Derudover tilbyder de lægehjælp til både syriske flygtninge og til fattige libanesere på en lille lægeklinik i byen.
Kirken har brug for midler til at drive skole og til at betale for medicinen i lægeklinikken.
Dialogpræst Agnete Holm fra Danmission har i oktober 2025 besøgt menigheden i Libanon og skriver denne update:
Den nye bygning ved kirken i Minyara i Libanon står nu færdig og er allerede taget i brug. En del af donationen fra Helligaandskirken vil blive brugt til at få lavet skilte – både på selve bygningen og ud mod vejen – så besøgende nemt kan finde stedet.
Om dagen fungerer lokalet som samlingssted for ældre, der kan mødes, drikke kaffe og få en snack. Derudover bruges det til forskellige samlinger og aktiviteter bl.a. workshop om økologisk havebrug.
Kirken spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet – både for de cirka 4.000 indbyggere i landsbyen og for mange i omegnen, som rejser helt op til 50 km for at benytte lægeklinikken, biblioteket, genbrugsbutikken (inspireret af Danmark), bogbutikken, børne- og ungdomsaktiviteterne og gymnastik for kvinder.
Med den nye bygning får de frivillige endnu bedre muligheder for at støtte og hjælpe flere – både internt fordrevne, som sidste efterår modtog mad fra kirken under konflikten i det sydlige Libanon, og syriske flygtninge.
De 4.000 USD, som Helligaandskirken har doneret, skal bl.a. bruges til betaling for jerngitre til vinduerne, skilte til bygningen og veje og skabe til opbevaring.
