
26/08/2025 0 Kommentarer
Kulturnatten i Helligaandshuset - fredag den 10. oktober
Kulturnatten i Helligaandshuset - fredag den 10. oktober
# Nyheder

Kulturnatten i Helligaandshuset - fredag den 10. oktober
Årets tema til Kulturnatten i Helligaandshuset er TRO!?!?
I mødet mellem musik, ord og stilhed skaber vi en stemning, hvor både søgende, troende og skeptikere kan finde plads. Tro er ikke kun svar – det er også spørgsmål, poesi og mod. Når det historiske Helligaandshus åbner dørene for en aften i troens og musikkens tegn bliver det med levende koncerter og plads til eftertanke.
OVERSIGT OVER AFTENENS PROGRAM 10. OKTOBER
Kl. 17.00 – 19.00 DROP-IN DÅB – kom ind fra gaden og bliv døbt
Kl. 18.00 TRO OVER TAGENE Klokkespilskoncert ved organist Ruben Munk
Kl. 19.00 & kl. 19.45 KONCERT MED SANKT ANNÆ PIGEKOR
Kl. 21.30 KONCERT CREDO – TROENS TONER FRA MIDDELALDER TIL NUTID
Kl. 22.30 I MØRKET MED JOB – TRO & TVIVL oplæsning af Jobs Bog ved operasanger og teologistuderende Martin Hatlo og præst Trine Vestersøe
PROGRAMOVERSIGTEN MED FLERE ORD:
KL.17.00 - 19.00: DROP-IN DÅB – KOM IND FRA GADEN OG BLIV DØBT Til DROP-IN DÅB kan du komme, som du er – med din tvivl, din tro, din længsel eller bare dit ønske om at høre til.
KL.18.00: TRO OVER TAGENE Klokkespilskoncert fra Helligaandskirkens klokketårn. Kirkeklokker har i århundreder kaldt til tro, bøn og gudstjeneste – en stemme fra det høje, der rækker ud over byens tage. Til Kulturnatten vækker klokkenist Ruben Munk Helligaandskirkens klokkespil til live med melodier, der kredser om temaet tro. Fra gamle koraler til nye klangbilleder breder musikken sig ud over byen som en påmindelse om troens nærvær.
KL.19.00 & KL.19.45: KONCERT MED SANKT ANNÆ PIGEKOR Temaet TRO udfoldes gennem stemmerne fra Sankt Annæ Pigekor. De 24 håndplukkede unge sangerinder fortolker et bredt udvalg af smuk kormusik, der vækker tekster om Fadervor, troen på engle og hengivelse til Gud til live.
Repertoiret spænder fra nulevende komponisters moderne lyd til tidløse klassikere, hvor troen får nye musikalske dimensioner gennem pigekorets klare og elegante klang. Pigekoret er netop hjemvendt fra den prestigefyldte Baltic Sea Choir Competition og vil desuden fremføre udvalgte værker fra konkurrencens anmelderroste program. Dirigent Anne-Terese Sales.
KL. 21.30: KONCERT CREDO – TROENS TONER FRA MIDDELALDER TIL NUTID At bekende sin tro er en af de stærkeste menneskelige handlinger. Gennem århundreder har komponister skrevet musik til dette messens faste led – trosbekendelsen – og dermed forsøgt at omsætte troens ord til levende klang. Credo rummer hele kirkeåret og spænder fra skabelsen og bebudelsen til Jesu fødsel, død og opstandelse, Helligånden, kirken og det evige liv. Netop derfor er Credo-satsen både en musikalsk magiterning og et landskab fyldt med kontraster, farver og stemninger – fra undren og stille tillid til drama og jubel.
Programmet bevæger sig fra middelalderens gregorianske sange over renæssancens flerstemmige musik – med værker af Palestrina, Victoria og Gabrieli – til nyere kompositioner af Arvo Pärt og Per Nørgård. De nyere værker kredser om troens betydning i vor tid og åbner et rum, hvor eftertanke og håb kan få klang – som et musikalsk udtryk for ordene fra Hebræerbrevet: "Tro er fast tillid til det, der håbes på". Vokalensemblet Saint-Esprit opfører koncerten med ni sangere under ledelse af dirigent Ruben Munk.
Kl. 22.30: I MØRKET MED JOB – TRO & TVIVL Hvad sker der, når livet går i stykker, og troen sættes på prøve? Oplæsning af Jobs Bog fra ende til anden – en af Bibelens mest udfordrende fortællinger om lidelse, tro og menneskelig sårbarhed. Mellem de gamle søjler i et næsten mørklagt rum læser præst Trine Vestersøe og operasanger og teologistuderende Martin Hatlo op – skiftevis og sanseligt. Teksten bærer sig selv. De besøgende sidder i stilhed og lytter.
Adgang med Kulturpas
Kommentarer